Hopper du over, hvor gærdet er lavest, når det gælder havearbejde og rent drikkevand?

Vælger du sprøjtegifte frem for skuffejernet, når indkørslen og haven skal stå skarpt uden ukrudt? Dum idé, lyder det kort og kontant fra flere lokale vandværker, der tilsammen udgør foreningen VPU Randers. Drikkevandet hentes op lokalt, og blot en dråbe gift kan forurene en families forbrug af drikkevand i 100 år. Derfor stiller vandværkerne nu skarpt på haveejeres brug af sprøjtegifte og går til kamp for det rene drikkevand.

Pesticider Og Pige Der Drikker Vand

Sprøjtegifte i de private haver truer drikkevandskvaliteten.

Af: VPU Randers

Det er de færreste, der tænker over, hvor det friske og dejlige vand kommer fra, før det løber ud af hanen. For vand anses i Randers - som i resten af Danmark – for en selvfølge. Men flere og flere vandboringer rundt om i Danmark finder rester af sprøjtegifte i grundvandsressourcerne og må lukke.

Sprøjtegiften kommer fra flere kilder – fx landbrug, gartneri og private haver – og for Randers viser en opgørelse fra 2021 over boringsnære arealer i Randers Kommune, at hele 2/3 af arealerne nær grundvandsboringerne i Randers er private haver. Det vækker bekymring i VPU Randers, da Miljøstyrelsen i en rapport over salg af pesticider til brug i private haver 2019 og 2020 viser, at salget af sprøjtegifte til private tilmed er mere end fordoblet i perioden – en tendens der ikke tyder på at falde.

Hånden på hjertet, så har mange af os på et eller andet tidspunkt brugt sprøjtegifte. Det er så fristende let at bruge giften, når ukrudt og skadedyr indtager haven og terrassen. Problemet er bare, at giften siver ned i jorden og forurener drikkevandet – og der skal blot en dråbe gift til at forurene en hel families forbrug af drikkevand i 100 år.

VPU Randers er…

en frivillig forening bestående af vandværker i Randers Kommune, som samarbejder om grundvandsbeskyttelse. Der er pt 13 medlemmer i foreningen, og det er fortsat muligt at melde sig ind. Alle medlemsvandværker donerer 50 øre af hver forbrugt m3 vand til foreningens arbejde med at beskytte grundvandet.

Medlemmer af VPU Randers er:

  • Asferg Vandværk
  • Assentoft Vandværk
  • Kristrup Vandværk
  • Langkastrup Vandværk
  • Langå Vandværk
  • Råsted Vandværk
  • Sdr. Borup Vandværk
  • Støvring Vandværk
  • Spentrup Vandværk
  • Uggelhuse Vandværk
  • Vandmiljø Randers (6 vandværker: Fårup Vandværk, Mejlby Vandværk, Stangerum Vandværk, Stevnstrup Vandværk, Stevnstrup Vestre Vandværk og Tvede Vandværk)
  • Vorup Vandværk
  • Øster Velling Vandværk

Læs mere om VPU Randers på deres hjemmeside: VPU Randers (link åbner i et nyt vindue) eller på vores side her på hjemmesiden: VPU - Vandplanudvalg Randers.

Sprøjtegifte havner i drikkevandet

Det øget salg af sprøjtegifte til private og det faktum, at udledning af sprøjtegift også kommer fra mange hus- og haveejere, er baggrunden for, at VPU Randers med en ny kampagne vil have hus- og haveejere til at vælge riven, skuffejernet og andre miljøvenlige våben i stedet for sprøjtegift, når havearbejdet kalder. Bestyrelsesmedlem i VPU Randers, Michael Mose, og daglig driftsleder på Kristrup Vandværk siger:

Ingen kender de fremtidige udfordringer for drikkevandet, men skal den kedelige udvikling vendes, er vi nødt til at handle – og handle nu. Rent drikkevand direkte fra undergrunden er noget, som vi har nydt godt af i mange generationer. Selvfølgelig skal vores børn og børnebørn også have glæde at rent drikkevand direkte fra den randrusianske undergrund – nu og i fremtiden.

Rent drikkevand er et fælles ansvar

I VPU Randers er man enige om, at bopæl ikke skal have betydning for, om man er sikret rent drikkevand, når man bor i Randers Kommune.

For os er der god ræsonnement i, at grundvandsbeskyttelse ikke kun er vigtigt for det enkelte vandværk, men for vandværker i en sammenslutning. I VPU Randers arbejder vi for, at drikkevand i Randers Kommune er et fælles ansvar – ikke kun lige der, hvor du selv bor. Måske dit barn eller barnebarn drikker vand fra et andet vandværk, eller du arbejder et andet sted i kommunen. Vil du ikke være lige så interesseret i, at dét vand, du eller dit barnebarn drikker, er rent og beskyttet, som der hvor du eller barnebarnet bor? Derfor afsætter forbrugere tilknyttet vandværker i VPU Randers 50 øre pr. m3 drikkevand til grundvandsbeskyttelsen. Og udvælgelsen af, hvor der beskyttes, er ud fra undersøgelser og vandkontroller.

Kom ukrudt og skadedyr til livs uden sprøjtegifte

Det er vigtigt, du stopper din brug af sprøjtegift i haven. Giften ødelægger grundvandet og slår både nyttedyr og skadedyr ihjel.

Ukrudt mellem fliserne: Bank et langt, kraftigt søm i enden af et kosteskaft, og giv det til sidst et skævt slag, så det bukker i en vinkel på 45-90 grader. Riv med sømmet i rillen mellem fliserne, og på få sekunder har du pløjet al ukrudtet op.

Slip for myrer: Sørg for at feje sand, grus og madkrummer væk fra terrassen og flisegangene. Hæld 1-2 liter kogende vand fra elkedlen ned i tuen, og skrub gerne fliserne omkring den. Tip: Tilsæt et skvat stærk chilisauce til det kogende vand, som du hælder i tuen. Det skulle være endnu mere effektivt ifølge et gammelt husråd.

Slip for snegle: Du kan anvende en tom mælkekarton som en bæredygtig sneglefælde. Hæld lidt vand og en sjat øl som lokkemiddel i mælkekartonen, og grav den ned et skyggefuldt sted. Kun skruelåget skal stikke op over jorden. Skru plastlåget af, og fælden er parat. Gem skruelåget, så kan du nemlig bare skrue det på igen, når fælden tages op og smides i skraldespanden.

Din tålmodighed og ekstra tid i haven vil betyde, at fremtidige generationer får samme privilegie som dig - at kunne drikke grundvand direkte fra hanen.

Hvilke valg hver enkel hus- og haveejer tager i forhold til ukrudts- og skadedyrsbekæmpelse oven på jorden, har betydning for kvaliteten af det grundvand, som vandværkerne pumper op til drikkevand.

Vi ønsker med kampagnen at skubbe til folks indgroede vaner og adfærd. Måske havearbejdet ikke klares lige så let, men hvad så? Vi vil appellere til, at rent drikkevand er et ansvar, vi alle bærer.

Nu og resten af sommeren modtager forbrugere tilknyttet medlemsvandværkerne i VPU Randers brochure om, hvordan de kan sikre sig en sprøjtefri have. Og kampagnen ruller hen over sommeren på de enkelte medlemsvandværkers hjemmeside og Facebookside.

Vil du se brochuren, kan du finde den på VPU Randers’ hjemmeside: www.vpu-randers.dk