Foto: Toke Hage/DANVA
  1. Forside
  2. Spildevand
  3. Tekniske projekter
  4. Optimering af SRO

Optimering af SRO

SRO-anlæg (Styring Regulering Overvågning) er en fællesbetegnelse for et samlet elektronisk system til styring, regulering og overvågning af et automatisk anlæg.

Der kan være mange forskellige enheder tilknyttet et SRO-anlæg, men de typiske komponenter er en eller flere PLC'er (Programmable Logic Controller) samt et SCADA-system (Supervisory Control And Data Acquisition). PLC'en er den enhed, som styrer selve processen. Den har typisk ingen brugergrænseflade selv.

SCADA-systemet er operatørens interface til processen (PLC'en) og kan bestå af en eller flere SCADA'er, som samler informationer op fra PLC'erne, og et antal klienter, som er operatørens adgang til processen.

Udskiftning af et forældet SRO-Anlæg

Vi har i Randers Spildevand stærkt fokus på høj forsyningssikkerhed. Vi varetager i dag drift og vedligeholdelse af det offentlige kloaksystem i hele Randers kommune.

Efter kommunesammenlægningen i 2007 og med Randers Spildevands udskillelse fra Randers Kommune i 2009 har vi kørt med tre forskellige SRO-løsninger. Denne sammenblanding af flere SRO-anlæg er ikke længere holdbar, da vi har ansvar for otte renseanlæg, 160 pumpestationer, 1600 km kloakledninger, 112 bassiner og 32.000 brønde.

Vores eksisterende SRO-anlæg, der giver os løbende rapporter om renseanlæg og kloaksystemet, er blevet forældet og lever ikke længere op til krav om rapporthåndtering, hastighed, visuel præsentation af data og automatisk indlæsning af data og rapporter.

Nyt SRO-anlæg

Ud fra en detaljeret kravspecifikation blev DME (Dansk Miljø- og Energistyring A/S) valgt til opgaven. Baggrunden for valget af DME er innovative løsninger inden for rapportering, funktioner, vedligehold og design samt tidligere erfaringer med iFIX-systemet og dokumenterede evner til at kvalitetssikre et projekt af dette omfang.

Med det nye SRO-anlæg forventer vi at blive væsentlig mere effektive i hverdagen. Det bliver nemmere at håndtere og overskue kloaksystemet. Vores vagtordning vil nemt få detaljeret information om alarmer, når vi fremadrettet kan logge på systemet hjemmefra. Løsningen laves bl.a. i samarbejdet med DME. Hvis vi har akutproblemer med anlægget, har DME altid en hurtig responstid og problemet bliver løst med det samme.

Læs DMEs beskrivelse af opgaven.

Sidst opdateret 26-03-2017