1. Forside
  2. Spildevand
  3. Projekter
  4. Nordbyen
  5. Ofte stillede spørgsmål og svar
  6. Generelt

Generelt

Retableres asfalt på private fællesveje?

Randers Spildevand A/S retablerer offentlige og private veje, fortove mv. alle de steder, hvor vi etablerer kloakledninger og brønde. Det gælder også de private arealer, hvor vi sætter skelbrønde.

Er gravearbejdet koordineret med andre ledningsejere?

Randers Spildevand koordinerer kloakarbejderne med de øvrige ledningsejere. Det er op til de enkelte ledningsejere, om de vil renovere/udskifte deres ledninger samtidig med vores projekter.

Er det hele Randers, der skal separatkloakeres?

Det er Randers Spildevands vision, at kloaksystemet i hele Randers kommune på sigt skal separatkloakeres. Kloaksystemet i en del af oplandsbyerne har allerede fået et nyt separat kloaksystem.

Hvad er fordelingen mellem den offentlige del og den private del?

Vi skønner, at den offentlige del af separatkloakeringen koster ca. 155 mio. kr., mens arbejdet på den private del af kloaksystemet koster ca. 25-40 mio. kr.

Hvordan udbydes projektet? Skal det i EU-udbud eller giver det arbejdspladser i byen?

Projektet skal sendes i EU-udbud, da anlægsudgiften for det samlede projekt overstiger tærskelværdien på ca. 36 mio. kr.

Vi forventer, at udbuddet sker med forudgående prækvalifikation for et mindre antal etaper (3-4), hvor vi udvælger en gruppe entreprenører til at give tilbud. Udvælgelsen sker bl.a. på baggrund firmaernes erfaring med lignende opgaver og økonomiske soliditet mv. De endelige udvælgelseskriterier er endnu ikke fastlagt.

Arbejdet må ikke udbydes alene blandt de lokale entreprenører, men disse kan på lige fod med andre søge om prækvalifikation. De enkelte etaper har et omfang, hvor lokale entreprenører også bør have kapacitet til at klare opgaven.

Hvordan kommer de nye ledninger til at ligge?

De eksisterende afløbsforhold bliver ikke forringet med separeringen. Centrum af den nye regnvandsledning bliver som udgangspunkt lagt i samme dybde som centrum af den eksisterende fællesledning. Spildevandsledningen bliver generelt lagt ca. 50-70 cm dybere.

Der vil måske være enkelte steder, hvor vi ønsker at lægge de nye ledninger højere end den eksisterende fællesledning. Vi kan først afgøre i detailfasen, om det er muligt at lægge de nye offentlige ledninger højere. Generelt lægger vi de nye ledninger, så de eksisterende ejendommes afløbsforhold ikke bliver dårligere.

Generelt kommer de nye kloakledninger til at ligge samme sted som de eksisterende, det vil sige i vejene. Der vil dog være få undtagelser, hvor det kan blive nødvendigt at lægge ledninger på privat grund.

Er der taget højde for vandafledningsafgiften og ekstraafgift i forbindelse med regnvandsafledning?

I øjeblikket betaler hver ejendom vandafledningsafgift af det målte vandforbrug på ejendommens vandmåler. Kunderne betaler i dag ikke afgift af regnvand, som ledes til kloaksystemet.

På regeringsniveau undersøger man i øjeblikket, om der skal laves ændringer i betalingen for afledning til kloaksystemet. En af de ting, man overvejer, er, om der skal betales særskilt for afledning af henholdsvis regnvand og spildevand. Randers Spildevand har ikke kendskab til, hvor langt man er kommet i overvejelserne, og om der i det hele taget bliver lavet ændringer.

Det er dog Randers Spildevands overbevisning, at vi i fremtiden skal have de samme indtægter som i dag, uanset om der kommer en lovændring i forhold til betalingsformen. Det betyder, at den samlede afgift for afledning af regnvand og spildevand vil svare til den nuværende afgift.

Stiger vandafledningsbidraget yderligere, og bliver pengene brugt rigtigt?

Vi forventer ikke, at vandafledningsafgiften stiger yderligere i fremtiden, da vi gennemfører projektet sammen med andre projekter inden for det vedtagne budget og de afstukne rammer for Randers Spildevand.

Randers Spildevand er af den overbevisning, at det projektet med fuld separering af regnvand og spildevand i Nordbyen er den rigtige løsning - både nu og i fremtiden. Det giver mulighed for at efterleve de fremtidige, forskellige krav til rensning af henholdsvis regnvand og spildevand – uden at vi skal lave ændringer i ledningssystemerne på de private ejendomme eller i vejarealerne.

Koster det noget, hvis man øger befæstelsesgraden på egen grund?

I spildevandsplanen er den tilladte befæstelsesgrad fastlagt. Randers Spildevand er klar over, at der på enkelte parceller kan være en højere befæstelsesgrad, men vi har i øjeblikket ikke planer om at gøre noget ved dette for villa-/parcelhusområder. For fremtidige byggerier, fx større lejlighedskomplekser eller erhvervsbygninger, bliver der stillet krav om lokal forsinkelse af regnvandet, så en øget befæstelsesgrad ikke giver anledning til en større tilstrømning til kloaksystemet.

Det er ved at blive undersøgt, om befæstelsesgraden kan blive vist på Randers Kommunes hjemmeside.

Bliver det ikke dyrere at rense det koncentrerede spildevand?

Spildevandet bliver væsentligt mere koncentreret, når det ikke bliver blandet med regnvand. Renseanlægget får derfor nemmere ved at håndtere, behandle og rense spildevandet. Dette skyldes dels, at mængden (liter pr. sekund) bliver mindre, når spildevandet ikke er blandet med regnvand, og dels, at mængden bliver mere konstant. Det betyder, at vi kan optimere rensningen, så vi udleder færre stoffer til Randers Fjord.

Vi kender ikke fremtidens krav til rensning af spildevandet, men under alle omstændigheder vil en mindre, koncentreret mængde fra et separatsystem være væsentligt nemmere at håndtere på et renseanlæg.

Løber vandet dårligere, når spildevandet fjernes?

Ved separering af regn- og spildevand tilpasser vi størrelsen på de fremtidige ledninger, så de bliver selvrensende. Det betyder, at den fremtidige spildevandsledning bliver mindre end den eksisterende ledning.

Hvad gør vi ved rotterne?

Erfaringer fra lignende projekter viser, at det påvirker rotternes levevilkår meget, når områder bliver separatkloakerede. Når der bliver etableret nye tætte ledninger, får rotterne dårligere levebetingelser, da de får mindre adgang til føde i spildevandsledningen. Det betyder, at rotterne forsvinder fra området.

Flere ledninger i området er inden for de seneste år blevet skiftet - skal de graves op igen?

Der er gennem årene blevet lavet flere reparationer og mindre opgraderinger af kloaksystemet i Nordbyen. Det er dog først nu, at vi arbejder målrettet mod en separatkloakering af hele området. De gennemførte reparationer og opgraderinger har ikke kunnet løse alle problemerne i området, og med separeringen er det nødvendigt at etablere et tostrenget kloaksystem. Det eksisterende system vil blive genbrugt, der hvor det er muligt og fordelagtigt.

Skal Mariagervej graves op igen?

I forbindelse med vejrenoveringen af Mariagervej blev kloaksystemet ikke separeret.

Det skyldes bl.a., at det på daværende tidspunkt ikke var besluttet at igangsætte projektet for Nordbyen. Selv om beslutningen havde været truffet lidt før, havde der ikke været tid til at lave den nødvendige projektering (bestemme den rette tracé, dimensioner og koter). Der ville derfor være en risiko for, at noget af arbejdet skulle laves om efterfølgende.

Arbejdet på Mariagervej ligger så langt ude i fremtiden, at asfalten formentlig alligevel trænger til en fornyelse, og gravearbejdet for ledningerne vil derfor være acceptabelt. Anlæggene i Mariagervej vil så også kunne tilpasses de dele, som er udført i mellemtiden.

Sidst opdateret 15-03-2017

Download folder

Download flyers