Renovering af kloaksystemet
I dele af Randers Kommune er kloaknettet så nedslidt, at der indenfor en kortere årrække skal foretages en renovering.
Det første, der gøres i den forbindelse, er at lave en TV-inspektion af kloakledningerne, så vi inden kan fastslå, hvílken stand kloakrørene er i. TV-inspektioner foretages ved at sende et kamera ned i kloakrørene. Ved hjælp af en skærm følger man med i, hvordan rørenes tilstand er.
Der findes mange forskellige metoder til renovering af kloakrør. I mange tilfælde kan det gøres uden at grave rørene op - det kaldes i fagsprog "strømpeforing" eller "relining". Stømpeforing foregår f.eks. ved at en imprægneret polyesterslange føres ned i rørene. Slangen udvides ved at sende varmt vand igennem den, hvorefter den lægger sig som et solidt rør tæt op ad det eksisterende rør.
53 m glasfiber-"strømpe" klar til at blive trukket ned som "ny" ledning
Dette er en meget effektiv og relativ enkel metode til at gøre eksisterende kloakledninger næsten "så gode som nye". En stor fordel ved strømpeforing er, at denne metode giver færrest mulige gener i gadebilledet, fordi renoveringen kan udføres over et par dage, og kræver begrænset arbejdsplads over jorden.
Der vil være mange steder, hvor en strømpeforing ikke er den rigtige løsning, bl.a. hvis rørene i jorden er for små til at modtage det vand, der tilledes. I disse og andre tilfælde, vil vi derfor vælge at grave ledningerne op og udskifte med nye.
Ved store renoveringsprojekter vil de berørte borgere altid blive informeret yderligere.

Separat kloakering
Renovering af kloaksystemet
